Reklame*. Vilkår gælder. Spil med omtanke. 18+.

Spilletidspunkter ved VM 2018

Vil du være sikker på ikke at gå glip af noget ved sommerens verdensmesterskab i Rusland? Så kan du med fordel læse med her, hvor vi gennemgår kamptidspunkter og fortæller dig, hvornår du skal sidde klar foran fjernsynet.

Sådan spilles kampene ved VM

Der spilles som udgangspunkt tre kampe om dagen i gruppespilsfasen, som byder på en tidlig eftermiddagskamp klokken 14.00, en senere eftermiddagskamp klokken 17.00 og en aftenkamp klokken 20.00. Hvis bare du husker at tune ind på disse tidspunkter, er du stort set sikker på at være dækket ind.

Der er dog enkelte undtagelser… Når VM-starten går, skal du være opmærksom på datoerne 14. og 16. juni, for her er kampprogrammet lidt uregelmæssigt. Åbningskampen mellem Rusland og Saudi Arabien spilles nemlig den 14. juni klokken 17.00, og det er den eneste kamp, som afvikles den dag. Til gengæld får vi så en ekstra kamp presset ind den 16. juni, hvor begge gruppekampe i gruppe C (som inkluderer Danmark) og gruppe D skal afgøres. Fire kampe på én dag betyder, at spilletidspunkterne her hedder klokken 12.00, 15.00, 18.00 og 21.00.

Så langt, så godt. Men vent! Når vi nærmer os gruppespillets slutfase, skal du nemlig også sørge for at holde tungen lige i munden. Her er det selvfølgelig kun rimeligt, at de fire nationer i hver gruppe alle spiller samtidigt, og det betyder, at der fra den 25. til den 28. juni spilles fire kampe per dag; to klokken 16.00 og to klokken 20.00.

Efter gruppespillet kan du glæde dig til to lækre kampe om dagen frem til semifinalerne, og de ligger klokken 16.00 og klokken 20.00. De to semifinaler spilles over to dage, og du kan godt allerede plotte ind i kalenderen, at du skal sidde parat den kl. 20.00 den 10. og 11. juli, når finalebilletterne skal uddeles. Når semifinale-sagerne er afgjort, får top 4-nationerne et par velfortjente hviledage, før de igen skal i aktion. Kampen om bronze afvikles den 14. juli klokken 16.00, mens det helt store kryds skal sættes ud for den 15. juli! Det er nemlig her, at det bliver afgjort, hvem der i de næste fire år skal kunne kalde sig verdensmester i fodbold. Finalen bliver fløjtet i gang klokken 17.00.

Danmarks kampe spilles klokken…

Når Danmark spiller VM, er det selvfølgelig obligatorisk at sidde klistret til TV-skærmen, men hvornår skal de danske drenge i aktion? Det er der tre svar på. Danmarks tre gruppekampe ligger nemlig på tre forskellige tidspunkter. Den første kamp mod Peru bliver spillet klokken 16.00, og det er den 16. juni. Herefter står den på et opgør mod Australien, som skydes i gang den 21. juni klokken 14.00. Afslutningsvist har vi en kamp mod gruppens klart stærkeste hold, Frankrig, som også er nævnt blandt de største favoritter til VM-guldet. Den uhyggeligt svære opgave venter den 26. juni, og her skal du sætte dig til rette i sofaen allersenest klokken 16.00.

Og hvad så derfra? Ja, vi både håber og tror på dansk avancement, og hvis det skulle blive en realitet, så kan du tage et kig på det sidste afsnit under overskriften ”Sådan spilles kampene ved VM” – her finder du nemlig kamptidspunkterne for knock out-kampene ved sommerens VM-slutrunde.

Tidszoner påvirker VM-tidspunkterne

Der er store tidsforskelle mellem det vestligste og østligste Rusland, men heldigvis har VM-værterne tilpasset sig de europæiske seere, så kamptidspunkterne følger en fastlagt struktur, uanset hvilken tidszone kampene bliver afviklet i. Russerne har valgt værtsbyer, der er placeret i den vestlige del af landet, men det ændrer ikke på, at der er tre timers tidsforskel fra den vestligste værtsby, Kaliningrad, til den østligste, Yekaterinburg. Det kommer til at resultere i nogen skæve, og måske lidt uhensigtsmæssige, spilletidspunkter for dem, der befinder sig i Rusland, men til gengæld tilgodeser de europæiske TV-seere.

TV-kanaler & rettigheder til VM 2018

TV rettigheder til VM 2018
Vi er SÅ klar til VM! Er du også? Du vil selvfølgelig ikke gå glip af Danmarks uhyggeligt vigtige kampe ved VM-slutrunden, og du vil formentlig også gerne se nogen af de andre super fede gruppekampe – og så er play off-kampene selvfølgelig også et must see! Men hvilke kanaler har rettighederne til VM-kampene, og hvordan sikrer du dig, at du kan se alle de kampe, du har sat kryds ved? Læs med her og få svaret.

Hvem har rettigheder til hvad ved VM?
Danmarks Radio og TV2 har købt rettighederne til VM 2018 og kommer til at dele kampene imellem sig. Det betyder, at du vil kunne se samtlige 64 kampe ved verdensmesterskabet i Rusland direkte på DR og TV2s kanaler. Der bør således være rig mulighed for at følge slutrunden på allertætteste hold, og hvis du er fanatiker, behøver du ikke gå glip af én eneste kamp. Kampene vil blive opdelt ligeligt mellem DR og TV2, og det samme gælder for Danmarks kampe og for finalekampene. Du skal derfor være sikker på at kunne se både DRs kanaler, TV2 og TV2 Sport, hvis du vil kunne se alle de vigtigste kampe under VM-slutrunden.

Kanaler til VM: Her ser du fodbold
Vil du se rub og stub ved VM, eller regner du kun med at ville se Danmarks kampe og de sidste, afgørende opgør? Uanset hvad, kan du få stillet dine fodboldbehov, hvis blot du har adgang til DR, TV2 og TV2 Sport, for det er her, at det hele kommer til at ske. DR og TV2 har rettigheder til SAMTLIGE kampe ved VM 2018, så du er dækket 100% ind, hvis bare dit TV kan modtage DR, TV2 og TV2 Sport – og så kan du jo altid se, hvor mange af de 64 kampe, du synes er værd at se.

DR og TV2 deler kampene ligeligt mellem sig, så hver får 32 kampe at vise. Selv hvis du kun skulle have adgang til DR, kan du således følge rigtig godt med i VM-udviklingen. Dog skal du være opmærksom på, at både Danmarks kampe og finalekampene også deles ligeligt op, så hvis du kun har DR, kommer du til at gå glip nogen af de allervigtigste VM-opgør.

Hvilken TV-pakke er bedst til VM-slutrunden?
Såfremt du har et TV eller en smartphone vil du selvsagt have adgang til DRs kanaler og således også de VM-kampe, som Danmarks Radio viser – enten via TV’et eller via www.dr.dk. TV2 er som bekendt ikke længere inkluderet i licensen, så for at se VM-kampene fra TV2 skal du enten have en kanalpakke, der inkluderer TV2 og TV2 Sport eller et abonnement til TV2 Play. TV2 er fast inventar i enhver TV-kanalpakke, men det samme kan ikke siges om TV2 Sport, som også forventes at sende nogle af VM-kampene. Ønsker du ikke at erhverve dig en af de dyrere kanalpakker, som inkluderer TV2 Sport, kan du med fordel overveje et abonnement på TV2s streamingtjeneste, TV2 Play. Her kan du streame alle TV2s kanaler live, og det kan blive ganske anvendeligt under VM 2018.