Reklame*. Vilkår gælder. Spil med omtanke. 18+.

Favoritter ved VM 2018

Hvem løber mon med VM-guldet denne gang? Det er selvfølgelig altid det helt store spørgsmål forud for en VM-slutrunde. Vi giver vores bud på en skuffelse, en overraskelse og selvfølgelig favoritter.

Top 3:
VMs største favoritter

Tyskland, Brasilien og Frankrig er udråbt som de tre største favoritter til at kunne løfte VM-pokalen denne sommer, og det er de to førstnævnte, som bookmakerne har mest fidus til. Tyskerne kommer da også med gigantisk verdensmesterskabsmomentum efter triumfen i 2014 samt en andenplads og to tredjepladser fra de tre foregående VM-slutrunder. Die Mannschaft leger med andre ord altid med helt mod slutningen af VM-slutrunderne, og der er ikke meget, som tyder på, at det ikke også skulle blive tilfældet denne sommer. Brasilianerne må omvendt sætte deres lidt til den revanchetørst, der må være i omløb efter et ydmygende 7-1-nederlag til netop Tyskland ved det seneste VM, samt kvartfinale-exits i de to foregående slutrunder. Frankrig kommer som sædvanligt med et fremragende hold, og der er ingen tvivl om, at de nok også skal nå langt. Der var dog enkelte svipsere i franskmændenes kvalifikation, hvor de blandt andet spillede uafgjort mod både Hviderusland og Luxembourg, og den slags koncentrationsproblemer skal helst ikke gentage sig ved VM, hvis Les Bleus drømmer om at gå hele vejen.

Forvent Fiasko:
Denne VM-favorit skuffer

Argentina er ikke blandt de allerstørste favoritter til verdensmesterskabet, men de fleste vil nok alligevel regne dem for at være blandt top 5, når man lister VM-kandidaterne op efter vinderchancer. Det samme gælder, hvis du spørger bookmakerne, men vær påpasselig med at smide dine sparepenge på Messi og Co. Når man ser ned over den argentinske trup, er der ganske vist et utal af verdensklassespillere med, men det ændrer ikke på, at sydamerikanerne til tider har svært ved at få de mange stjerner til at fungere sammen. Det så vi et lysende eksempel på i kvalifikationen, hvor Argentina var i overhængende fare for at glippe VM-billetten. Først efter sidste spillerunde kunne argentinerne ånde lettet op, og det havde både krævet en argentinsk sejr, og at de øvrige resultater flaskede sig perfekt. De 18 kvalifikationskampe bød blot på syv sejre, og da det spidsede til mod kval’ens slutning snublede Jorge Sampaolis tropper i fire af de fem sidste kampe, som bød på nederlag til Bolivia og uafgjorte mod både Uruguay, Venezuela og Peru. På trods af en stjernespækket offensiv med esser som Lionel Messi, Sergio Aguero, Gonzalo Higuain og Paulo Dybala var Bolivia det eneste af de ni øvrige hold i den sydamerikanske kvalifikationspulje, der scorede færre mål end Argentina. Det tyder ikke godt på et hold, hvor den absolutte force burde ligge i offensiven, og hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved både midtbane og forsvar, når sydamerikanerne skal måles op mod de andre VM-favoritter. Meget skal gå galt, hvis Argentina ikke skal gå videre fra gruppen med Kroatien, Nigeria og Island, men når argentinerne på et tidspunkt bliver matchet mod de bedste, kan der vente en stor skuffelse for de fanatiske argentinske fodbold-aficionados.

Spanien kan overraske positivt

Bookmakerne har placeret Spanien efter de tre største favoritter, Tyskland, Brasilien og Frankrig, men sydeuropæerne må aldrig undervurderes! De blev verdensmestre i 2010 men har masser at bevise i forhold til den seneste VM-slutrunde, hvor de dummede sig og røg ud allerede i gruppespillet. I mellemtiden har Julen Lopetegui overtaget som cheftræner, og han styrede sit hold usvigeligt sikkert gennem VM-kvalifikationen, hvor det blev til hele ni sejre og en enkelt uafgjort mod Italien. Selvom der ikke var tale om den sværeste kvalifikationsgruppe var det desuden yderst imponerende, at spanierne endte med en målscore på 36-3 for de ti kampe. Det spanske landshold består som sædvanligt af lutter fabelagtige spillere, og det eneste svage punkt er 9’er-positionen, hvor man ikke har helt den samme kvalitet at tage af som til de øvrige positioner. Vi har dog set Tyskland lykkedes med at kompensere for manglen af en spidsangriber i verdensklasse, og det kan Spanien potentielt også med den perlerække af spillere, de har på resten af banen. Lopetegui råder måske over verdens bedste målmand i David de Gea, og forsvaret med Jordi Alba, Sergio Ramos, Gerard Pique og Dani Carvajal ser også særdeles fremragende ud. Det samme kan siges om midtbanen, hvor Spanien har en overflod af fantastiske folk at plukke af, og hvis bare servicen er god nok, så kan de formentlig sagtens få Diego Costa, Alvaro Morata eller en falsk 9’er til at fungere oppe foran. Vi falder i hvert fald ikke om af overraskelse, hvis La Roja ender med at spille med i de afgørende kampe ved sommerens slutrunde – og heller ikke hvis de skulle ende med at gå hele vejen.

Vores bud:
Vinderen af VM i fodbold 2018

Vi bliver nødt til at gå Die Mannschaft. Det tyske hold ser uhyggeligt stærkt ud, og Joachim Löws filosofi har vist sig uhyre effektiv. Siden succestræneren overtog roret fra Jürgen Klinsmann i 2006, har Tyskland ikke sluttet dårligere end en tredjeplads ved en eneste VM- eller EM-slutrunde. Kulminationen var selvfølgelig verdensmesterskabet i 2014 og magtdemonstrationen mod de brasilianske værter, som blevet slået med hele 7-1 i semifinalen. I kvalifikationen til denne sommers VM-slutrunde kørte den tyske maskine al modstand midtover, vandt samtlige ti kampe og endte med en målscore på vanvittige 43-4. Modstanden var vel at mærke heller ikke af den højeste kaliber, men præstationen er alligevel imponerende og vidner om, at tyskerne absolut ikke har glemt, hvordan man spiller fodbold siden sidste VM. Man fristes til at sige, at Tysklands eneste minus som sædvanligt er i angrebet, hvor de mangler en ’ægte’ frontløber fra øverste hylde, men sådan har det efterhånden været i lang tid, og tyskerne har jo tydeligvis kunne klare sig fint uden. Desuden vil Löw formentlig tage både Wagner og Werner med til Rusland, og så er der lidt at vælge imellem, hvis han ikke vil spille med en falsk 9’er. Tyskerne har bunkevis af kvalitet, erfaring og bredde, og de ligner umiddelbart det bedste bud på en verdensmester – og hvis det skulle lykkes at forsvare VM-titlen, bliver Tyskland den første nation til at udføre en sådan bedrift siden Brasilien i 1962.